Efter at jeg har skrevet så udførligt om de to første bøger i Nikolai Troest’s bogserie "Historien om Willum", bliver det stadig sværere at leve op til at anmelde de følgende bøger i serien. Man kunne næsten frygte, at jeg måske ville løbe tør for ideer til anmeldelserne, men det er dog ikke sket endnu, men der er dog stadigvæk tre bøger tilbage i Historien...
(Den fjerde bog er lige blevet udgivet og ligger heldigvis allerede på min boghylde og venter.)
”Ikke” er underteksten på den tredje bog, en bog der for mig er meget forskellig fra de to første bøger i serien. Willum er denne gang kun en marginal og sekundær karakter, og efter min mening er der ingen reel hovedperson i tredje bog. Læseren støder i stedet for, undervejs i forløbet, ind i en række tidligere karakterer. Nogle er venlige og andre er mindre venlige...
Hr. Hval. I. Num f.eks. har stadigvæk en hel del, som han skal have afklaret med sin gamle ærkerival Råger S.B. Heinrich og KitogPatKot finder vejen tilbage til en ny begyndelse, en ny virkelighed, et nyt liv. Verner E. Pinkington spiser ikke kun to hele kilo kvarkkage i denne bog (ja, den med vaniluhm i, som vi hørte om i den første bog) men tager også del i en helt vidunderlig kærlighedshistorie...
R.O.T.A.R.Y. logen og S.T.E.W.A.R.T. laboratoriet spiller også en rolle i tredje bog og selvfølgelig bør Willums søstre: Lisa Ekdal og Lisa Nilson og hans datter Olivia og Den lille And da også nævnes da også deres historier ligeledes er nævneværdige...
Tredje bog besvarer ydermere mange af de spørgsmål, der opstod i første og anden bog især om R.O.T.A.R.Y. logen og S.T.E.W.A.R.T. laboratoriet. Forfatteren forklarer endda virkningsmekanismen for det psykedeliske vidunderstof Vaniluhm og giver endda en forklaring på, hvem eller hvad G.U.D. egentligt er...
(Obs! spoiler! G.U.D. er ikke en gammel mand, men en lille computer med nogle fine knapper og et lille håndtag...)
Tredje Bog er endnu engang en vild rejse blandet med bizarre, absurde og dybe filosofiske tanker. Nogle gange følte jeg, at jeg var med i filmen "The Matrix", og da jeg mødte Bente (fra første bog), følte jeg mig som om, at jeg var med i filmen: ”Men in Black.”
Ganske som i de tidligere bøger spiller etik og moral eller mangel på samme en vigtig rolle, såvel som kærlighed, håb og mod gør det. Jeg fandt Verner E. Pinkington vidunderlig og elskeligt naiv i sin forelskelse i Thea Felicia - for at finde sin elskede Thea satte Verner sig ned og skrev et brev til hvert eneste eksisterende menneske i hele verden!
“Syv milliarder breve er ikke noget, man bare sådan lige skribbler ned på en formiddag”, men det lykkedes faktisk Verner at skrive et hav af breve i løbet af små tre uger, ud fra den tanke; at én af brevene nok ville nå frem til hende, hvis han bare skrev et brev til samtlige mennesker på jorden. Det må da være ægte kærlighed!
Jeg fandt andre af historierne overraskende brutale og voldsomme, en vinkel der til tider gjorde bogen til lidt af en krimi og nogle gange tog spændingen da også næsten vejret fra mig. Men ind imellem er der kapitler, som helt enkelt bare bærer overskriften: "Forfatterne." Det er tankevækkende og dybtgående kapitler. Refleksioner over liv, eksistens, mening og her og nu (eller nu’er). Lidt tid til at trække vejret midt i al spændingen kunne man forledes til at tro? Nej egentligt ikke...! For så meget stof til eftertanke giver i virkelig ikke hjernen nogen reel pause, men kun et yderligere fundament for endnu et par søvnløse nætter. Der er mange vigtige oplysninger i den tredje bog i serien og en del er hentet fra forfatterens eget liv. Følsom, subtil og tankevækkende, nogle gange tvivlende, men trods alt mest øvre i det positive hjørne. Tanken om, at enhver person består af gamle atomer (stjernestøv), der rent tilfældigt har samlet sig som en person og ikke som et birketræ - og at hvert atom har været noget andet og på et tidspunkt igen, igen vil blive til noget andet, rørte mig dybt. Spørgsmålet om, hvorvidt vi kan undslippe vores skæbne, eller om denne "flugt" rent faktisk er en del af vores skæbne, har optaget mig i lang tid, og jeg har endnu ikke fundet et svar...
En ting står dog klart: Livet har ingen rød tråd, det sker nu! Carpe Diem - fordi i dag er i dag og i morgen er i morgen. Tid og rum spiller således ikke en afgørende rolle i denne bog. Rejser på æterisk-niveau er muligt. Nogle øjeblikke varer forevigt, andre flyver bare forbi...
Ligesom med de to første bøger var jeg meget imponeret over denne den tredje bog, og jeg læste bogen med stor glæde. Jeg ser frem til de følgende bøger i serien, da der stadigvæk er en række spørgsmål som står ubesvarede hen, og selvfølgelig vil jeg også gerne vide mere om, hvordan det egentligt kommer til at gå i Willums videre rejse...
Jeg anbefaler alle som er interesserede i at læse denne bog, at læse de første to bøger i serien først. Forfatteren anstrenger sig virkeligt meget for ikke at lave alt for mange løse ender i fortællingen, og det gør han godt, men basal baggrundsviden er altid vigtigt når man læser en bogserie, og de to foregående bøger er virkelig gode!
Med hensyn til sproget var tredje bog, lettere for mig at læse end den første og den anden bog i serien. Så enten er jeg blevet vant til forfatterens specielle sprog, eller også så skriver han lidt mindre kompliceret denne gang...
Jeg giver i hvertfald bogen 5 stjerner og takker forfatteren for hans tanker og de smukke billeder, han tegner med sine ord!
Mein Dank an Nikolai Troest für die Korrekturen an meinem Text und natürlich ein großes Dankeschön für die wundervolle Geschichte und überhaupt alles andere auch.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen
Hinweis: Nur ein Mitglied dieses Blogs kann Kommentare posten.