4652 - Nikolai Troest

Superflot anmeldelse af ‘4652’ fra min trofaste Tyske Anmelder 🤗💪

"Flyt på landet, sagde de. Det bliver så hyggeligt dernede, sagde de."
- åh, hvor ved jeg det godt!

Kirsten og Henning, hovedpersonerne i Nikolai Troest’s novelle "4652", skal også lære det på den hårde måde. Parret, i begyndelsen af 40'erne, boede i København, ”til det blev for dyrt at bo i byen”. Mens mange af deres venner flytter til Møn, flytter de til Stevns, i en landsby med 2.894 indbyggere. Det bliver ikke helt, som de havde forestillet sig. Snart er der ikke meget tilbage af deres drøm om "Sommeridyllen med kold pink lemonade og legende børn i haven, urtehave, Webergrill, trampolin og vejfester. Drømmen om det landlige”.

…Og de mister ikke bare deres drøm. Henning mister også sit job i IT-branchen, og de mister gradvist livsmodet, håbet og hinanden som par. De "kender ikke hinanden længere." Og lidt efter lidt, i hvert fald for Kirsten, virker alt bare livløst og brunt.

”Det hele skulle have været så … ?
Der er så dejligt …ude på landet.”

Okay, Nikolai Troest skriver om gyllestank og at Kirsten og Henning ikke bliver accepteret i landsbyen. Men jeg kan sige af egen erfaring at livet på landet heldigvis byder på så meget mere! Naboerne, Henning, sancta simplicitas! Tror du virkelig, at hvis din kone taber sig lidt (hun drikker kun Coca Cola light), vil de indfødte acceptere jer? Måske hvis hun pudser vinduerne og fejer indgangstrapperne hver uge og vasker bilen i baghaven. Ellers bliver du hurtigt samtaleemnet i byen, og folk vil ikke snakke med dig, men om dig!

For fanden, nu har jeg sagt meget mere om historiens indhold, end jeg egentlig havde tænkt mig. At anmelde noveller er altid svært for mig, fordi jeg ikke vil give for meget væk. Jeg gik kun så meget i detaljer, fordi jeg til tider havde fornemmelsen af, at Nikolai Troest skrev om mig. Jeg bor ikke i 4652 men i 52538 dybt i det vestlige Tyskland, men "Same shit, new day" og vi har kun 200 indbyggere.

Nikolai Troest kommer ind på emner som parforhold, identitetskriser, samliv, tab af arbejdspladser og depression, men også ejendomsvurderinger og at skyhøje huslejer i storbyer får folk til at flytte på landet. Han skriver humoristisk og samtidig dystert, og sproget i historien er fremragende. Stemningen, der efterhånden bliver mere og mere deprimerende, fanges glimrende, "Bounjour Tristesse" overalt. Efter den surrealistiske serie “Historien om Willum” og den mere dystopiske “Nebo” er denne novelle mere realistisk, og ja, den taler fra mit hjerte. Den appellerer sikkert også til mange andre læsere. For mig er det bestemt et rigtigt højdepunkt.