Dette den femte bog i serien er igen et ret svært værk for mig at anmelde…
På den ene side, selvfølgelig, fordi den femte bog, som de andre, heller ikke er let at læse - men på den anden side så gør det mig også meget ked af, at denne bog nu er det næstsidste bog i hele serien. Willum og de andre karakterer i serien er nemlig undervejs blevet mig meget kære, i mit hjerte.
Igen, er der ikke så meget at sige om indholdet i denne bog; som altid er den for kompleks. Alle, der kender de andre bøger i serien, vil (ligesom jeg) dog blive glade for at se de gamle venner igen. Så vi møder: Gus, Edel, Alfred, den Belgiske Blåpuddel Marquis Glamour IX, Gunhild, Jul Niebergaq, Lone Hjort og selvfølgelig også Willum og Olivia, der i denne bog dog desværre kun optræder som marginalfigurer. Willum og Olivia er bestemt ikke ubetydelige, de er stadig dybtgående og stadig vigtige, men som sagt er de kun støttende roller, i ordets egentlige betydning.
Et par nye karakterer optræder også i dette bog, men hovedsageligt fokuserer forfatteren på det velkendte. På en eller anden måde er alle karaktererne stadigvæk på vej videre frem i bogen, fysisk eller mentalt. Willum og Olivia er i København, andre karakterer besøger S.T.E.W.A.R.T. på jagt efter løsninger, og endnu andre sender tanker på rejsen mod deres egen fremtid. Hvilket bringer mig tilbage til bogens dybere budskab. At vi alle ikke er stjernerne i vores egen film. Mere generelt: Mennesker er ikke i toppen af fødekæden. Kan den være større? Okay. Jorden er ikke universets centrum - og så befinder du dig som læser, undervejs også pludselig i en række dybe psykologiske overvejelser, der optræder episodisk, midt i en næsten krimi lignende spændende bog.
Forfatteren skriver om, at alle (og virkelig alle) handlinger har konsekvenser, fremtiden er bestemt af fortiden, hvilke defineres af nutiden. Hver handling fører til en strøm af reaktioner, livet væves af handlinger. Nikolai Troest skriver om relationer generelt og specielt om forhold mellem forældre og børn, om biologi og medicin, moral, etik, sølvpapirshatte, konspirationsteorier, planter, hunde, ænder og kyllinger og på en eller anden, tænker jeg at jeg måske en dag vil forsøge mig med en hans opskrifter. Eller ved nærmere eftertanke, måske ikke…
Efter kvarkkageopskriften i bog 2 (ja, den med vaniluhm, som Sten Steensen begyndte at jodle af, efter han spiste af den) giver denne bog nu læseren nye instruktioner, til selv at lave en mixtur bestående af lige dele trælim, barberskum og kontaktlinsevæske, selvfølgelig i forholdet: 2.2.2. Desværre fralægger forfatteren sig dog ethvert ansvar, hvis noget som helst skulle gå galt undervejs i forsøget - So please don't try this at home!
Forfatteren er ydermere i stand til at beskrive hvad et menneske er lavet af og sætter det også i en form for målestoksforhold: Udover mængden af vand i et menneske, indeholder det også kalk nok til at kalke et hønsehus, fosfor nok til 2.200 tændstikker, jern, kulstof, magnesium og den helt utrolige mængde af hele 39 billioner bakterier og han diskuterer også, hvad der gør en person speciel.
Som altid sløres grænserne mellem det mulige og det umulige, det tænkelige og det utænkelige i historien, og nogle steder måtte jeg ganske enkelt holde en mindre pause, for at finde tid nok til at sortere i mine egne tanker. For hvad hvis? Eller ikke? Eller hvad?
Som i de andre bøger efterlader også denne bog i serien, mig med en række store spørgsmål - men på en eller anden måde er jeg undervejs i serien også vokset så tilpas meget indeni - at jeg på en eller anden måde altid kan tage meget af det skrevne med fra bøgerne til mig selv og til mit eget liv… Og så er denne bog i serien ikke engang så filosofisk, som sine forgængere er det. Men, imponerer meget mere med sin hurtige fortællestil og ikke mindst med sin høje spændingsfaktor.
Bog 5 fik mig selvfølgelig også til at grine mange steder, for bogen er ofte skrevet meget sjov og med meget humor og ikke mindst viden. Formelt set er denne bog en smule anderledes end sin forgænger, da der er mindre "Forfatterne” kapitler, men i tilgift er der til gengæld nu omkring 30 tilhørende fodnoter.
For mig var dette den bedste bog i serien hidtil, og det var virkelig svært at være færdig med at læse og lægge denne bog væk. For efter denne bog, er der jo kun en bog tilbage i serien og herefter er Willums, Olivias, KitogPatKots og alle de andres rejser forbi…
Eller er den…?
Jeg tror, at jeg som læser er tættere på løsningen af alle de spørgsmål, som serien nogensinde har rejst. Vaniluhms oprindelse, formålet med S.T.E.W.A.R.T., de forvirrende familieforhold mellem Willum, Lisa Nilson, Lisa Ekdal, Råger S.B. Heinrich, KitogPatKot og Olivia og selvfølgelig haikuen, som heller ikke mangler i denne del.
Jeg giver klart fem stjerner for denne store læselyst og min respekt til forfatteren, for hans udvikling med hensyn til sine skriveevner.
Die Rezension von Historien om Willum. Femte bog. ist für mich wieder einmal ziemlich schwierig. Einerseits natürlich, weil es keine einfache Lektüre ist, andererseits ist es aber der vorletzte Teil der Serie. Das macht mich sehr traurig, Willum und die anderen Charaktere der Reihe sind mir sehr ans Herz gewachsen.
Zum Inhalt ist auch bei diesem Buch wieder nicht viel zu sagen, dazu ist er wie immer zu komplex. Alle, die die anderen Teile kennen, werden sich (wie ich) über Wiedersehen mit alten Bekannten freuen. So treffen wir wieder auf Gus, Edel, Alfred, den Blaupudel Marquis, Gunhild, Jul Niebergac, Lone Hjort und natürlich auf Willum und Olivia, die aber wieder nur eher Randfiguren sind. Ganz sicher nicht unbedeutend, immer noch tiefgründig und wichtig – aber Nebendarsteller. Irgendwie sind in dem Buch alle unterwegs, physisch oder mental. Willum und Olivia begehen Kopenhagen, andere besuchen das Gebäude von STEWART auf der Suche nach Lösungen, wieder andere schicken Gedanken auf die Reise in ihre Vergangenheit.
Womit ich wieder bei der tieferen Message des Buchs bin. Dass wir alle nicht die Stars in unserem eigenen Film sind. Größer gefasst: der Mensch ist nicht die Spitze der Nahrungskette. Darf es noch größer sein? Die Erde ist nicht das Zentrum des Universums. Und dann findet man sich als Leser:in plötzlich in tiefen psychologischen Betrachtungen wieder, die episodisch mitten in einem eigentlich phasenweise krimiartig spannenden Buch auftauchen. So schreibt der Autor darüber, dass alle (und wirklich alle) Handlungen Konsequenzen haben und das Jetzt immer Auswirkungen auf die Zukunft hat (Jede Handlung führt zu einem Rattenschwanz an Reaktionen, das Leben ist aus Handlungen gestrickt). Er schreibt über Beziehungen im Allgemeinen und Eltern-Kind-Beziehungen im Besonderen, über Biologie und Medizin, Aluhüte, QAnon, Verschwörungstheorien, Hunde, Enten, Hühner, und irgendwie möchte ich seine Rezepte mal ausprobieren. Oder auch nicht. Nach dem Quarkkuchen aus dem 2. Band (ja, dem mit dem Vaniluhm, von dem Sten Steensen anfing zu jodeln, als er ihn gegessen hat) ist in diesem Teil eine Anleitung für eine Anti-Stink-Tinktur aus Holzleim, Rasierschaum, Kontaktlinsenreiniger (jeweils zu gleichen Teilen). (Leider übernimmt Nikolai Troest keine Haftung, falls etwas schiefgeht).
Woraus ein Mensch besteht, kann der Autor klar benennen und setzt es auch in Relation: unter anderem Wasser, so viel Kalk, um ein Hühnerhaus zu kalken; Phosphor für 2200 Streichhölzer, Eisen, Kohlenstoff, Magnesium und die unglaubliche Menge von 39 Billionen Bakterien. Was einen Menschen ausmacht, versucht er, zu erörtern. Und wie immer verschwimmen in der Geschichte die Grenzen zwischen Möglichem und Unmöglichem, Denkbarem und Undenkbarem und an manchen Stellen musste ich eine Pause machen, um meine Gedanken zu sortieren. Was, wenn? Oder nicht? Oder doch? Das Buch lässt mich wie immer mit großen Fragen, aber irgendwie innerlich gewachsen zurück, irgendwie kann ich aus den Büchern immer sehr viel für mich und mein Leben mitnehmen. Dabei ist dieser Band gar nicht mal so philosophisch angehaucht wie seine Vorgänger. Er besticht viel mehr durch seine rasante Erzählweise und seinen stellenweise hohen Spannungsfaktor. Und natürlich brachte er mich an vielen Stellen zum Lachen, denn das Buch ist oft sehr lustig geschrieben, mit viel Humor und Sprachwitz. Allerdings sind ein paar Abschnitte eher eklig und beim Gedanken daran, dass mich jemand anniest, musste ich mich schütteln – vor allem in der heutigen Zeit. Auch wenn es meine Depressionen heilen würde, möchte ich nicht, dass mir jemand ins Gesicht niest.
Formal ist es ein bisschen anders als die Vorgänger, weniger „Forfatteren“-Kapitel dafür rund 30 Fußnoten. Für mich war es das bisher beste Buch der Serie und es fiel mir wirklich schwer, es zu Ende zu lesen und aus der Hand zu legen. Denn danach kommt nur noch ein Teil, dann wird die Reise von Willum, Olivia, KitogPatKot und allen anderen zu Ende sein. Oder doch nicht? Denn eigentlich ist man als Leser:in mit Band 5 näher an der Lösung aller Fragen, die die Serie jemals aufgeworfen hat. Den Ursprung von Vaniluhm, den Zweck von STEWART, die verworrenen Familienverhältnisse von Willum, Lisa Nilsson, Lisa Ekdal, Rager SB Heinrich, KitogPatKot und Olivia und natürlich das Haiku, das auch in dem Band nicht fehlen darf. Der Schluss von Band 5 lässt zwar erahnen, dass alles zu einem stimmigen Ende führen wird, aber welches, ist noch völlig unklar.
Von mir für dieses tolle Lesevergnügen ganz klare fünf Sterne und meine Hochachtung an den Autor für seine Entwicklung bezüglich seiner Fähigkeiten.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen
Hinweis: Nur ein Mitglied dieses Blogs kann Kommentare posten.