Historien om Willum. Sjette bog - Nikolai Troest

Jeg har nu skrevet fem meget detaljerede anmeldelser af Nikolai Troests "Historien om Willum"-serie.

Fem gange tænkte jeg meget over, hvad han skrev i den respektive bog, og nu føler jeg mig lidt tom og intet har ændret sig dér heller, da også sjette bog, med undertitlen "forkert", er fantastisk, smuk, positiv, trist, kaotisk gør dig betænksom og glad.

Virkelighed og fiktion, det mulige og det umulige støder sammen og efterlader læseren med en "hvad nu hvis"-følelse. Bogen er fuld af dybe tanker, vilde ideer og passager så smukke, at de rører dig til tårer. Den har et persongalleri, der hver især er veludviklede med egenskaber, der gør karaktererne unikke. Her skal lyde en stor kompliment til forfatteren, som ikke blot opfandt alle personerne, men også præsterede at bevare overblikket igennem bøgerne. Selv for mig som læser var det nogle gange svært, og jeg måtte vende tilbage og læse nogle dele igen og igen.

Jeg plejer at skrive anmeldelser på denne måde:

Jeg tager e-bogen, kopierer den over i et tekstbehandlingsprogram og sletter alle de dele, der er irrelevante og af resten laver jeg anmeldelsen; en blanding af citater, fakta og mine egne tanker. Det fungerer faktisk meget godt og kun med "Historien om Willum" fejlede jeg totalt, fordi jeg ikke kunne slette noget, da næsten intet er irrelevant. Der er noget vigtigt i hver sætning, og hver person vil komme op igen og være vigtig på et eller andet tidspunkt i historien. Jeg var tæt på at kaste håndklædet i ringen mange gange, men jeg gjorde det, jeg fortsatte og læste det færdigt. Frem for alt virkede det, fordi forfatteren ikke efterlader nogen ude i regnen. Han overskriver hvert kapitel (uanset hvor kort det er) med de personer, der optræder i det. Han bliver ved med at gentage ting, der er vigtige, og i de indledende kapitler med titlen "Forfatter" udtrykker han sine egne tanker, hvilket holder læseren engageret og giver baggrundsinformation udenfor historien, som ofte findes på et tidspunkt i bogen, men nogle gange kan det også bruges i det virkelige liv.

Nikolai Troest startede sin rejse med Willum i 2001, min rejse med ham begyndte næsten 18 år senere og jeg havde aldrig troet, at det ville føre mig derhen, hvor jeg er i dag. Willum, Olivia og alle andre har en enorm indflydelse på alle de mennesker de møder, så selvfølgelig har de også en enorm indflydelse på mig. Jeg kan sige, at serien har haft en kæmpe indflydelse på mit liv og på den måde, jeg ser på livet på. Og sidst, men ikke mindst, kan jeg fra tid til anden ses nikke konspiratorisk til en blåpuddel, mens jeg løber, og hvisker "Godmorgen, Marquis!"

Jeg løb et halvmaraton med Willum, og tog ham med til lægen. Lydbogen til første bog underholdt mig, mens jeg renoverede lejligheden. Willum holdt mig vågen om natten, fordi jeg var nødt til at tænke på en særlig vigtig passage, eller fordi jeg følte mig nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der ville ske videre. Jeg har lært dansk, ord og grammatik og sidst men ikke mindst har jeg fået et nyt perspektiv på mig selv og på verden. Som en, der voksede op med at lære, at fejl er dårlige og ikke må begås, er sætningen: "Du kan ikke gøre noget forkert" balsam for min sjæl.

# Du må ikke fortvivle. Der findes et sted, der findes et svar. Alt herfra vil føre dig imod det. Du skal fra nu af ikke længere fare vild eller drikke af fortrydelsens bitre kalk. Vide skal du, at der findes en lykke derude og dermed herinde… fra nu af vil dine tårer ikke længere falde forgæves. Du kan ikke gøre noget forkert #”

-Og for alt det takker jeg Willum og Nikolai Troest, som har tænkt på det hele. Jeg vil savne Willum og alle de andre. De gjorde mit liv mere farverigt, betænksomt, positivt og meningsfuldt. Et glimt af håb i alle de dårlige ting, der sker rundt om i verden. Og skal det slutte nu? Næ, for hver slutning er lige så meget en slutning, som den er en begyndelse på noget nyt og efterklangen består som en slags "arv", som Willum plantede i mit sind som et frø - selvom det jo er ren fiktion, denne verden omkring S.T.E.W.A.R.T., bygningen under Trekronerfortet med de 1600 etager, de uetiske forsøg udført af Råger S.B. Heinrich, denne mærkelige verden hvor mennesker bliver til bronze og alt det andet, der findes i bøgerne.

En verden, hvor hverken tid eller rum betyder noget, og som kan opsummeres til: At du kan ikke gøre noget forkert.

Ren fiktion. Eller ikke…?

Jetzt habe ich fünf sehr ausführliche Rezensionen zu der “Historien om Willum”-Reihe von Nikolai Troest geschrieben. Fünf mal habe ich mir sehr viele Gedanken über das gemacht, was er in dem jeweiligen Buch geschrieben hat. Und jetzt fühle ich mich irgendwie leergeschrieben. Leergedacht. Und da hat sich ja auch nichts geändert. Auch Teil 6, mit dem UntertItel “forkert”, ist fantastisch, schön, positiv, traurig, machen nachdenklich, glücklich, verwirrt. Realität und Fiktion, Mögliches und Unmögliches treffen aufeinander und hinterlassen im Leser ein “was wäre wenn”- Gefühl. Das Buch ist voller tiefgründiger Gedanken, irrer Ideen und Passagen, die so schön sind, dass sie einen zu Tränen rühren. Es hat sehr viele Charaktere, von denen jeder einzelne hervorragend ausgearbeitet ist, jeder hat eigene Eigenschaften, die ihn einzigartig machen. Hier ein großes Kompliment an den Autor, der es nicht nur geschafft hat, sich die Personen alle auszudenken, sondern auch den Überblick zu behalten. Selbst mir als Leser fiel das manchmal schwer und ich musste zurückblättern und nachlesen.

Üblicherweise lese ich Rezensionsexemplare folgenderweise:

Ich nehme das EBook, kopiere es in ein Programm zur Textverarbeitung und lösche alle Teile heraus, die irrelevant sind. Aus dem Rest mache ich die Rezension: eine Mischung aus Zitaten, Fakten und meinen eigenen Gedanken. Eigentlich funktioniert das sehr gut, nur bei „Historien om Willum“ bin ich damit komplett gescheitert, denn ich konnte nichts löschen, es ist praktisch nichts irrelevant. In jedem Satz ist etwas wichtig und jede Person wird irgendwann in der Geschichte noch einmal zur Sprache kommen und wichtig sein. Oft war ich kurz davor, das Handtuch zu schmeißen, aber ich habe es geschafft und die Lektüre zu Ende gebracht. Vor allem klappte das auch deshalb, weil der Verfasser niemanden im Regen stehen lässt. Er überschreibt jedes Kapitel (und sei es noch so kurz) mit den Personen, die darin vorkommen. Er wiederholt immer wieder Dinge, die wichtig sind und in den Zwischenkapiteln mit der Überschrift „Forfatter“, bringt er seine eigenen Gedanken zum Ausdruck, was den Leser bei der Stange hält und ihm außerhalb der Geschichte Hintergrundinformationen liefert, die man oft irgendwann im Buch, manchmal aber auch im realen Leben gebrauchen kann. 

Nikolai Troest begann seine Reise mit Willum 2001, meine Reise mit ihm begann fast 18 Jahre später. Und ich hätte nie gedacht, dass sie mich dahin führen würde, wo ich heute bin. Willum, Olivia und Co. haben einen enormen Einfluss auf alle Menschen, denen sie begegnen. So auch auf mich. Ich kann mit Fug und Recht behaupten, dass die Serie einen großen Einfluss auf mein Leben und die Art und Weise, wie ich es sehe, hatte. Und nicht zuletzt kann man mich ab und zu sehen, wie ich beim Lauftraining einem Königspudel verschwörerisch zunicke und flüstere “guten Morgen, Marquis!” Ich bin mit Willum Halbmarathon gelaufen und er war mit mir beim Arzt. Das Hörbuch zu Teil 1 unterhielt  mich, während ich die Wohnung renovierte. Willum hielt mich nachts wach, weil ich über eine besonders aufreibende Stelle nachdenken musste oder weil ich weiterlesen musste, um zu erfahren, wie es weitergeht. Ich lernte mit ihm und durch ihn dänische Vokabeln und Grammatik und nicht zuletzt eine neue Sicht auf mich und die Welt. Als jemand, der damit aufgewachsen ist, dass Fehler böse sind und man keine machen darf, ist der Satz “Du KANNST nichts falsch machen” Balsam auf meine Seele. (“# Du må ikke fortvivle. Der findes et sted, der findes et svar. Alt herfra vil føre dig imod det. Du skal fra nu af ikke længere fare vild eller drikke af fortrydelsens bitre kalk. Vide skal du, at der findes en lykke derude og dermed herinde… fra nu af vil dine tårer ikke længere falde forgæves. Du kan ikke gøre noget forkert #”)

Und für all das danke ich Willum und Nikolai Troest, der sich das alles ausgedacht hat. Ich werde Willum und alle anderen vermissen, sie machten mein Leben bunter, nachdenklicher, positive und bedeutsamer. Ein Hoffnungsschimmer bei all dem Schlimmen, was auf der Welt so passiert. Und damit soll jetzt Schluss sein? Na gut, jedes Ende ist ja auch der Beginn von etwas Neuem.der Nachhall bleibt. Eine Art "Erbe", das Willum wie einen Samen in meine Gedanken gepflanz hat. Denn es ist schließlich reine Fiktion, diese Welt rund um S.T.E.W.A.R.T, das Gebäude unter dem Trekroner Fort mit den 1600 Stockwerken; mit den unethischen Experimenten von Råger S.B. Heinrich; der Bronzewerdung von Menschen und allem anderen, was in den Büchern vorkommt. Einer Welt, in der weder Zeit noch Raum eine Rolle spielen. Reine Fiktion. Oder etwa nicht?